Din pension er de penge, du skal leve af, når du bliver ældre. Derfor er det vigtigt, at du har styr på dine pensionsordninger. Find ud af, hvordan du bedst foretager opsparing til pension, i guiden her.
Hvilke pensionsordninger findes der?
Hvis du gerne vil have mere i pension end din folkepension og eventuelle arbejdsmarkedspension, er det nødvendigt at oprette en privat pensionsopsparing.
Du har mulighed for at vælge mellem tre forskellige former for pensionsordninger. Hvilke af de tre typer af ordninger der er mest fordelagtig, afhænger af din personlige økonomi og ønsker til afkast i fremtiden.
De tre opsparingsmuligheder er:
- Ratepension
- Aldersopsparing
- Livrente
Hvilken pensionsopsparing skal jeg vælge?
Når du skal tage stilling til, hvordan du vil foretage indbetaling til pension, skal du overveje følgende:
- Hvordan vil du gerne have udbetalt pengene, når du går på pension?
- Hvor lang tid er der, til du når pensionsalderen?
- Hvad får du i løn?
- Hvad er dine ønsker til tilværelsen som pensionist?
Den største forskel mellem de tre pensionsordninger ligger i den måde, pengene bliver udbetalt på, når du går på pension: Ratepension udbetales i rater. Aldersopsparing udbetales som en engangssum. Livrente udbetales som en løbende fast udbetaling resten af livet.
I det følgende gennemgår vi de tre typer af pensionsordninger og skitserer, hvornår hver enkelt ordning er relevant for netop dig.
Tip:
Tag en snak med din pensionsrådgiver for at få vejledning tilpasset din helt konkrete situation og økonomi.
1. Ratepension
Kendetegnende for en ratepension er, at udbetalingen af ratepensionen kommer til at ske i rater. Ratepensionen bliver udbetalt løbende over en periode på mellem 10 og 30 år.
Ratepension er primært relevant for dig, der har en indkomst over topskattegrænsen, det vil sige cirka 545.000 kroner om året (2021). Det skyldes, at du kan trække indbetalinger til denne form for pensionsordning fra i topskatten.
Det maksimale fradrag er på 58.500 kroner (2021), og du kan altså maksimalt indbetale dette beløb på ratepension. Hvis du gerne vil indbetale mere på en pensionsordning, skal du supplere med en aldersopsparing eller en livrente.
Indbetalingerne bliver automatisk oplyst til Skat, så det skal du ikke belemre dig med.
2. Livrente
Livrente er typisk relevant for dig, der ønsker at indbetale mere end de 58.500 kroner (2021), som årligt kan indsættes på en ratepension.
Livrente bliver også kaldt livsvarig pension. Livsvarig livrente sikrer dig nemlig en fast udbetaling hver måned, fra den dag, du går på pension, og hele din levetid: Det vil sige, så længe du lever – uanset hvor mange år du måtte leve.
Livrenten er også den eneste pensionsordning, der giver dig mulighed for at indbetale lige så meget, du vil. Der er nemlig intet maksimum for indbetalinger, som du i øvrigt kan foretage både som engangsindbetalinger og som løbende indbetalinger, for eksempel med månedlige intervaller.
Du får fuldt fradrag i topskatten ved indbetaling til livrente. Du kan altså trække dine indbetalinger til pensionsopsparingen fra i din personlige indkomst, inden det bliver beregnet, hvor meget du skal betale i skat for året. Den personlige skat skal i stedet betales på det tidspunkt, du modtager udbetalinger fra livrenten.
3. Aldersopsparing
Hvis din indkomst er under topskattegrænsen, altså 545.000 kroner årligt (2021), er det en god idé at starte med at fylde op på din aldersopsparing.
Aldersopsparing (også kaldet aldersforsikring) giver ikke noget skattefradrag ved indbetaling. Til gengæld skal du ikke betale skat eller afgift til staten, når du får pengene udbetalt. Du bliver heller ikke modregnet af pengene i din folkepension.
Du må maks. indbetale 5.400 kroner årligt, medmindre der er fem år eller mindre, til du kan gå på folkepension. Så hæves beløbet til maks. 52.400 kroner årligt (2021). Det gælder i nogle tilfælde også, efter at du har opnået pensionsalderen.
Du kan få udbetalt din aldersopsparing, fra 5 år før du når folkepensionsalderen. Du vælger selv, om du vil hæve hele opsparingen på en gang eller have den udbetalt ad flere omgange.
Hvordan kan jeg få hjælp til min private pensionsopsparing?
Pension er et indviklet område. Derfor kan du med fordel alliere dig med rådgivere, der kan hjælpe dig godt på vej til at investere dine pensionsmidler og få det bedst mulige afkast. Du vil typisk have adgang til en pensionsrådgiver hos din bank, ligesom der også findes en række uvildige pensionsrådgivere, der kan vejlede dig.
Din pensionsrådgiver kan blandt andet hjælpe dig med at tjekke dine nuværende pensioner igennem, lave en beregning for mulig pensionsalder eller hjælpe dig på vej, hvis det viser sig, at pensionen ikke rækker, eller at din nuværende pensionsløsning ikke er optimal.
Du kan vælge at oprette din pensionsordning gennem banken. Undersøg gerne konkurrerende banker for at finde den bedste løsning.
FAQ – Oftest stillede spørgsmål til pensionsopsparing
Hvor kan jeg se min pensionsopsparing?
Du kan få et samlet overblik over dine pensionsordninger på hjemmesiden PensionsInfo. PensionsInfo er oprettet i et bredt samarbejde mellem de offentlige myndigheder, pensionsselskaber, livsforsikringsselskaber, banker samt sparekasser.
Hvor stor skal min pensionsopsparing være?
Som tommelfingerregel bør du spare op, så dine pensionsudbetalinger kommer til at svare til cirka 80 % af den løn, du tjener på arbejdsmarkedet, hvis du vil opretholde samme levestandard. En anden udbredt tommelfingerregel hedder, at du skal have sparet 7-10 gange din årsløn op, når du går på pension. I sidste ende er dine ønsker og behov dog en personlig sag.
Skal man betale skat af pensionsopsparingen?
Udbetalinger fra din pensionsordning bliver beskattet forskelligt, alt afhængig af hvad det er for en type pension eller forsikring, du får udbetalt. Som regel vil du automatisk få dine fradrag og betale den rigtige skat af pension. Dit penge- eller pensionsinstitut betaler automatisk 15,3 % skat af dit pensionsafkast.
Hvilken pension har jeg?
På hjemmesiden PensionsInfo kan du få et overblik over, hvilke pensionsordninger du har. Her kan du også beregne din pensionsopsparing.
Kan man flytte sin pensionsopsparing?
Du kan tage din pension med dig, når du skifter job til et andet overenskomstområde. Det kaldes “jobskifteaftalen” og er en aftale, pensionsbranchen har indgået.
Læs videre om opsparing i frie midler, formuepleje, samt aktiesparekonto her.