Investering handler om at få dine penge til at blive til flere. I denne artikel gennemgår vi, hvad investering egentlig er, og hvordan du kan komme i gang med at investere, hvis du er helt ny i investeringsverdenen.
Hvad er en investering?
Der er mange forskellige investeringsmuligheder, men fælles for alle former for investering er, at det typisk handler om at få din formue til at vokse. Der kan også være andre faktorer, der spiller ind, når du vælger at investere – for eksempel ønsket om at fremme bæredygtig udvikling.
Her er nogle eksempler på investeringsmuligheder:
- Ejendomsinvestering
- Kryptovaluta
- Valutainvestering
- Guld og sølv
- Råvarer
- Aktier
- Obligationer
- Crowdlending
- Vindenergi, solenergi og anden grøn energi
- Mikrolån
Du kan for eksempel investere i fast ejendom eller designmøbler med forventningen om at få en større mængde penge hjem, når du igen sælger.
Du kan også investere i kryptovaluta, guld, aktier i en fremadstormende virksomhed eller andre former for værdipapirer som for eksempel obligationer – alt sammen med forventningen om over tid at få et afkast.
Fælles for alle investeringer er altså, at du investerer dine ressourcer (typisk i form af penge og eventuel tid) på noget, som på den lange bane har potentiale til at give dig flere penge.
Der er ingen garantier, når det kommer til investering, og derfor skal du samtidig være villig til at løbe en vis risiko. Som tommelfingerregel kan du regne med, at jo større risiko, du er villig til at løbe, jo større afkast kan du potentielt opnå.
De mest almindelige investeringsformer
Investering kan være rigtig mange forskellige ting. Ud over ejendomsinvestering er de mest almindelige investeringsformer aktier, obligationer og investeringsbeviser.
Aktier
Når du investerer i aktier, køber du en lille del af en virksomhed. Din aktie stiger i værdi, når virksomheden klarer sig godt, mens aktien falder i værdi – og du risikerer at tabe penge – når det går dårligt for virksomheden. Aktier bliver handlet på børserne rundtomkring i verden. Investering i aktier er forbundet med en vis risiko.
Læs mere om investering i aktier via en aktiesparekonto.
Obligationer
Obligationer bliver udstedt af stater, virksomheder og realkreditinstitutter. Når du investerer i en obligation, giver du udstederen af obligationen et lån, som løber over en fastlagt periode. Til gengæld for lånet får du renter. Risikoen for obligationer varierer. Danske statsobligationer anses for at være meget sikre.
Investeringsbeviser
Når du investerer i investeringsbeviser via investeringsfonde, indgår dine penge i en samlet pulje sammen med andre investorers penge. Pengene bliver investeret i aktier og obligationer med en stor risikospredning og af en professionel investor, så du ikke selv skal følge markederne.
Vi anbefaler, at du sætter dig ind i de forskellige investeringsformer, inden du vælger, hvilken eller hvilke der er bedst for dig. Risiko og omkostninger varierer fra investeringsform til investeringsform. Det er derfor en god idé at få rådgivning fra eksperter som for eksempel din bank.
- Størrelsen af din formue
- Hvor lang tid du har mulighed for at investere
- Hvor høj risiko du er villig til at løbe
Herefter sammensætter rådgiveren den bedste ramme og retning for dine investeringer.
Hvorfor skal jeg investere?
Din vigtigste grund til at investere er, at det giver dig mulighed for at tjene penge.
Hvis du vælger den nemme løsning og blot lader din opsparing blive stående på bankkontoen, kan du faktisk være sikker på, at den med tiden mister sin værdi. Det sker, fordi priserne i samfundet stiger. Inflationen gør dine penge mindre værd, hvis du bare lader dem stå og samle støv på bankkontoen.
Når du investerer dine penge, får du mulighed for at tjene penge og dermed slå inflationen. I stedet for at miste penge kan du forøge din formue. Det kan selvfølgelig også gå den modsatte vej.
Det er ikke uden risiko at investere penge, og der er ingen garanti for, at det bliver en god forretning for dig. Men hvis du søger rådgivning, tænker dig om og afbalancerer din forventning til afkast med den risiko, du er okay med at løbe, kan det blive en positiv oplevelse for dig.
3 gode grunde til at investere
1. Modvirk negative renter
Ved at investere dine penge beskytter du din formue mod negative renter. Hvis renterne er negative, kan det faktisk koste dig penge at have din opsparing stående passivt på en opsparingskonto (alt afhængig af vilkårene på den konto, du har – undersøg det hos din bank). Ved i stedet at investere dine penge i værdipapirer kan du beskytte din formue mod indhug fra negative renter. Husk dog, at det ikke er gratis at investere. Ud over den risiko, du løber ved at investere, er der også omkostninger forbundet med investering.
2. Giv inflationen baghjul
Priserne i samfundet stiger generelt. Det betyder, at dine penge mister værdi over tid. På en bankkonto er det renterne, der skal hjælpe din opsparing til at vokse. Men når inflationen er højere end renterne, må der andre midler i brug, hvis ikke dine penge skal blive mindre og mindre værd. Ved at investere din opsparing i værdipapirer får du mulighed for at opnå et afkast, der slår inflationen.
3. Tjen penge
Den sidste og vigtigste grund til at kaste dig ud i at investere en del af din opsparing er, at investering i værdipapirer giver dig mulighed for at opnå et attraktivt afkast.
Investering er ikke bare en måde at forsøge at sikre, at dine penge ikke mister værdi. Hvis du investerer rigtigt, kan du endda tjene penge.
Særligt hvis du har mulighed for at investere langsigtet, er der gode muligheder for at tjene penge på investering i værdipapirer.
Historisk set har langsigtede investeringer givet et positivt afkast. Investerer du med en kort tidshorisont, er investeringerne derimod mere sårbare og udsatte.
Smutveje til at komme i gang med investering
Investering via din bank
Mange mindre investorer uden det store kendskab til investeringer vælger at investere via deres nuværende bank. Det kan være en bekvem løsning, hvis du ikke selv vil rode for meget rundt med investeringerne. Men selvom du umiddelbart får rådgivning hos banken gratis, skal du være opmærksom, at du indirekte betaler. Banken lægger typisk en række gebyrer på dine investeringer, som spiser af din kursgevinst. Desuden vil banken ofte vælge en strategi, så banken selv tjener mest muligt på investeringen.
Invester dine midler på egen hånd via en aktiesparekonto.
Undersøg blandt andet, hvor dine omkostninger er mindst, og hvor du samtidig får en god service og support. På den måde kan du få afklaret spørgsmålet: Hvilken bank er bedst til investering?
Passiv investering
Passiv investering kan være en god mulighed for dig, der ikke har tid eller lyst til at dykke ned i investeringsverdenen – men gerne vil tjene nogle penge på din opsparing. Men hvad er passiv investering?
Passiv investering handler kort fortalt om at følge et eller flere indeks med henblik på at bringe omkostningerne ned ved at følge markedet. Det gør, at du ikke selv aktivt skal følge med i markedsudsving og vælge, om du vil investere i den ene eller anden aktie. Omvendt, hvis du vælger en aktiv investeringsstrategi, betyder det, at du aktivt forsøger at slå markedet ved at udvælge konkrete aktier, du forventer, vil klare sig særligt godt.
Læs videre: