Spring til indhold

Højrentekonto – Hvad skal jeg bruge den til?

Kvinde tjekker opsparingskonto på mobil

Står din opsparing på en almindelig opsparingskonto? Så kan du spare og tjene penge ved i stedet at oprette en højrentekonto. I guiden her introducerer vi dig til højrentekontoen og de fordele, der er forbundet med denne type opsparing.

Kasper KjemsAf Kasper Kjems. Redaktør - Findbank.dk
Opdateret d. 25-06-2021. Kategori: Privatøkonomi

Hvad er en højrentekonto?

En højrentekonto er en bestemt type bankkonto til opsparing, der giver en særlig høj rente (over markedets gennemsnit). Ved at indsætte din opsparing på en højrentekonto frem for på en almindelig opsparingskonto kan du altså tjene penge, mens du sparer op.

Hvad er fordelen ved højrentekonti?

For tiden (2021) er den generelle rente i mange banker neutral eller negativ. Det vil sige, at du ikke tjener penge ved at have dine penge stående, men faktisk kan komme til at skulle betale for at have midler stående i banken. Her er den store fordel ved en højrentekonto, at du får en rente, der sammenlignet med resten af markedet er høj. Det giver dig mulighed for at tjene et afkast af din opsparing.

En anden fordel ved at opspare dine penge i banken, for eksempel på en højrentekonto, er, at du er dækket af indskydergarantien op til cirka 745.000 kroner (indskydergarantien dækker dit tab, hvis banken skulle gå konkurs). Det vil sige, at risikoen for at miste dine penge er lav, når du vælger at opspare dem i banken.

Hvad er ulempen ved højrentekonti?

Den store ulempe ved en højrentekonto er, at du typisk skal binde pengene – nogle gange i perioder på helt op til tre år. En højrentekonto er altså ikke aktuel for dig, der gerne vil have nonstop adgang til dine opsparede penge. At pengene bindes for en periode, er netop grunden til, at det er muligt at opnå en højere rente end normalt, når du placerer din opsparing på en højrentekonto.

Hvis du ligger inde med større mængder penge, bør du også overveje, om en højrentekonto er det rette valg for dig. Ofte kan det bedre betale sig for dig at lave formuepleje, herunder at investere pengene frem for at lade pengene stå til en relativt lav rentesats i banken.

Hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg åbner en højrentekonto?

Når du åbner en højrentekonto, skal du være opmærksom på, hvor lang binding der er på kontoen. Du kan vælge mellem flere forskellige slags højrentekonti, og der findes både nogle, hvor pengene kan hæves fra dag til dag, og nogle, hvor bindingsperioden er på flere år.

Der er naturligvis en sammenhæng mellem rentesats og binding: Jo længere tid, du er villig til at binde pengene på kontoen, jo højere rente får du. Derfor bør du overveje, hvor lang tid der vil gå, før du får brug for pengene. Får du behov for at hæve din opsparing, inden bindingsperioden er udløbet, skal du nemlig betale et gebyr for at hæve.

Nogle banker stiller desuden krav om, at du skal kunne lægge et vist startbeløb som minimum for at få lov at oprette en højrentekonto.

Tip:
Undersøg vilkårene både hos din nuværende bank og konkurrerende banker for at finde den højrentekonto, der passer bedst til dine behov. På Findbank.dk kan du sammenligne rentesatser og bindingsperioder hos forskellige banker og pengeinstitutter.

Hvad kan jeg tjene på en højrentekonto?

Hvor meget du kan tjene på at opspare dine penge på en højrentekonto, afhænger af den konkrete rentesats, din bank tilbyder.

Vælger du eksempelvis en højrentekonto med en rente på 0,6 % og indsætter 100.000 kroner, vil beløbet efter tre år være forrentet til 101.810 kroner. Det vil sige, at du har tjent 1.810 kroner ved at have dine penge stående på en højrentekonto.

Hvor får jeg den højeste rente?

Bankerne justerer konstant renterne. Derfor er det svært at give et præcist svar på, hvor du kan finde den højeste rente.

Du kan med fordel benytte dig af online databaser såsom Findbank.dk, hvor du med få klik kan sammenligne vilkårene hos forskellige banker og pengeinstitutter. På den måde vil du nemt og hurtigt få overblik over, hvilke banker der tilbyder den bedste rente og de bedste vilkår for opsparingskonti.

Når du har fundet en håndfuld banker med højrentekonto, som virker tillokkende på dig, kan du undersøge vilkårene nærmere ved at besøge bankernes hjemmesider og/eller kontakte kundeservice i de relevante banker.

Vidste du, at…
  • Den højeste rente, vi har haft i Danmark, lå på 12 %.
  • Den højeste udlånsrente, vi har haft i Danmark, lå på 20 %.
  • For øjeblikket (2021) ligger en “høj” indlånsrente på 0,5 % og derover.

Hvilken bank skal jeg vælge til min højrentekonto?

Der er tre faktorer, du skal have in mente, når du vælger, hvor du vil oprette din højrentekonto:

  1. Den årlige renteprocent
  2. Kontovilkårene
  3. Bankens kundeservice

Først og fremmest skal du naturligvis finde en bank, der tilbyder en høj årlig procentsats på højrentekonti, ligesom de vilkår, der knytter sig til kontoen, skal stemme overens med dine behov.

Men kundeservice og behandling i banken er også et vigtigt parameter at have for øje, når du vælger bank. Sørg for, at banken kan tilbyde dig den behandling og de services, du har brug for.

Hvordan opretter jeg en højrentekonto?

Du opretter en højrentekonto ved at kontakte en af de mange banker, der tilbyder højrentekonti. På Findbank.dk kan du sammenligne banker og finde den konto, der passer bedst til dine behov.

Vær opmærksom på, at der hos nogle af bankerne vil være visse krav forbundet med at oprette en højrentekonto. Det kan blandt andet være krav om:

  • At du er studerende eller medlem af en specifik fagforening.
  • At du indsætter et minimumsbeløb.
  • At banken skal have lov at håndtere alle dine bankforretninger.

Kravene varierer fra bank til bank. Kontakt de banker, du er interesseret i, for at blive klogere på de specifikke vilkår og betingelser.

Læs mere om dine opsparingsmuligheder

Tag et kig i vores omfattende artikeldatabase, hvis du gerne vil blive klogere på dine muligheder for opsparing. Du kan også læse om opsparing i frie midler eller pensionsopsparing – og meget mere.