Overvejer du at købe bolig, kan det være en rigtig god ide at få et lånebevis til køb af bolig. Når du har et lånebevis i hånden, kan du nemlig slå til hurtigere, når drømmeboligen byder sig.
Hvad er et lånebevis til boligkøb?
Et lånebevis kaldes også for en forhåndsgodkendelse, et købsbevis eller et boligkøbsbevis, fordi det er en blanding af de tre betegnelser. Et lånebevis er et dokument, der beviser, at en bank på forhånd har godkendt, at du kan låne op til et bestemt beløb at købe bolig for.
Har du et lånebevis, ved du præcis, hvor meget du må købe bolig for. Lånebeviset giver dig en sikkerhed for, at du har råd til at købe et hus eller lejlighed inden for de økonomiske rammer, som banken har sat. Beviset giver dig desuden mulighed for at slå til, når du har fundet den bolig, du gerne vil købe.
Du skal dog være opmærksom på, at beløbet, som bankerne vil lade dig købe for, kan variere en del fra bank til bank. Derfor anbefaler eksperter, at du indhenter tilbud på et muligt boligkøb fra flere forskellige banker.
Vil du vide, hvad du kan købe bolig for, så kan du bruge vores boligkøbsberegner, og se, hvor meget, du kan købe bolig for
Bankerne tager ikke noget for at lave et lånebevis. Det er gratis. Husk du skal have 5% af købesummen i udbetaling. Det kan du læse mere om i vores artikel om 5% i udbetaling.
Derfor bør du have et lånebevis
Banken laver et lånebevis på baggrund af udregninger af din privatøkonomi. Et lånebevis er din sikkerhed for, at du har råd til at leve det liv, du ønsker, efter du har købt din nye bolig.
Samtidig giver lånebeviset dig nogle andre fordele:
- Du kender maksbeløbet, som din nye bolig må koste. Derfor kan du kan søge mere effektivt og sortere boliger fra, der vil blive for dyre.
- Du kan løbende justere dit forbrug, så det passer til det rådighedsbeløb, du får efter boligkøbet.
- Banken har godkendt dig på forhånd. Det gør låneprocessen både hurtigere og nemmere.
- Lånebeviset giver dig et forspring i forhold til boligkøbere, der ikke selv har et lånebevis.
- Ejendomsmæglere tager dig muligvis mere seriøst, fordi et lånebevis indikerer, at du virkelig er i markedet for en ny bolig og er parat til at handle.
Hvordan får jeg et lånebevis?
Brancheorganisationerne Finansrådet og Realkreditrådet anbefaler alle, at de taler med bank og realkreditinstitut, før de underskriver en boligkøbsaftale. Egentlig bør du tale med banken allerede inden, du begynder din boligsøgning. Et lånebevis er en brugbar rettesnor for, hvor dyr en bolig du kan kigge efter.
Når du skal have et lånebevis, skal du gennemgå din privatøkonomi med din bankrådgiver – og gerne rådgivere fra andre banker. Sammen finder I ud af, hvor meget du har råd til at købe bolig for.
Du bør være realistisk, når du får lavet et lånebevis. Hvis dit budget over indtægter og udgifter er enten uddateret eller urealistisk, risikerer du at ende med at sidde for dyrt i det. I værste tilfælde kan du ikke betale dine regninger, og drømmehuset kan ende på tvangsauktion. Her kan du lave et budget og få overblik over din økonomi i vores budgetskema.
Derfor bør du tilpasse dine forventninger og tale boligkøbet og din fremtidige økonomi igennem med flere banker.
Lånebevis er særligt vigtigt for førstegangskøbere
Særligt hvis du er førstegangskøber, er det en god ide få lavet et lånebevis. Dine udgifter og skattefradrag ændrer sig markant, når du går fra at være lejer til at være ejer. Det gør det særdeles kompliceret selv at regne ud, hvor meget du kan købe bolig for, og hvad det i sidste ende vil betyde for din privatøkonomi. Husk at der er forskel på bankernes lånemuligheder og priser. Læs mere om det i vores artikel om billigste bank.
Hvad kræves der for at få et lånebevis?
Lånebeviset er dokumentation for, hvor meget du har råd til at købe bolig for. Banken laver udregningen på baggrund af din privatøkonomi, og derfor skal du som minimum sende følgende oplysninger:
- Dine tre seneste lønsedler
- Din seneste årsopgørelse fra Skat
- Et budget over dine indtægter og udgifter
Skal du have lånebeviset sammen med din kæreste eller ægtefælle, er det selvfølgelig jeres samlede økonomi, banken regner ud fra. Derfor skal de også bruge ovenstående oplysninger for din kæreste eller ægtefælle.
Det er forskelligt fra bank til bank, hvilke oplysninger de skal bruge, og nogle rådgivere vil bede om flere informationer. Men jo flere oplysninger de har, jo mere præcise bliver deres udregninger.
Hvis du samtidig sender links til konkrete boliger, der lever op til dine ønsker, kan det hjælpe processen. Der er for eksempel forskel på skatten fra kommune til kommune, så hvis du ved hvilket område, du gerne vil bo i, hjælper det bankrådgiveren i sin udregning.
Hvor meget kan jeg låne for?
Der findes mange ’låneberegnere’ på nettet, som giver et hurtigt indtryk af, hvor meget du kan låne. Men onlineværktøjerne giver kun et overslag, så resultatet kan ikke erstatte et lånebevis.
Lånebeviser bliver lavet ud fra komplicerede udregninger. Derfor bør du ikke selv kaste dig ud i udregninger eller stole blindt på et lånebeløb, du har fået efter nogle få klik på nettet.
Brug tiden, tal med flere banker, og få lavet et realistisk lånebevis. Det vil helt sikkert hjælpe dig i din boligsøgning.
Banken vurderer dig på fire parametre
Når en bankrådgiver skal vurdere, hvor meget du kan låne for, ser han især på fire parametre:
Din betalingsevne
Banken laver en kreditvurdering af dig for at se, om du er i stand til at betale pengene tilbage, hvis de låner dig dem. Din formue samt balancen mellem din indkomst og dine udgifter er med til at afgøre din betalingsevne.
Din betalingsvillighed
Banken ser også på din betalingshistorie. Betaler du dine regninger til tiden, og har du generelt styr på økonomien? Banken undersøger, om du har overtræk på dine nuværende bankkonti, eller om der er unormale renter på din årsopgørelse fra Skat.
Din formue
Din formue udregnes ved at tage det, du ejer af en vis værdi, og trække eventuel gæld fra. En formue giver banken sikkerhed for, at den kan få sine penge tilbage, fordi du hæfter med din formue, når du låner penge. Samtidig er en formue ofte tegn på en sund økonomi.
Dit rådighedsbeløb
Hvor meget har du til ’dig selv’ hver måned? Det viser dit rådighedsbeløb.
Tag din løn og eventuelt andre indtægter efter skat, og træk dine faste udgifter – som husleje, el, vand, varme, internet, telefon og så videre – fra, så finder du dit rådighedsbeløb.Dit rådighedsbeløb skal kunne dække køb af mad, tøj, fornøjelser og andre variable udgifter.Banken er interesseret i dit rådighedsbeløb, fordi det viser, om din økonomi kan løbe rundt med dine nuværende samt fremtidige indtægter og udgifter.
Læs mere om dette i vores guide om rådighedsbeløb
En opsparing kan overbevise banken
Når du køber en bolig, skal du kunne lægge fem procent af købesummen i udbetaling. Sådan har det været siden november 2015, hvor de nye regler trådte i kraft.
Det betyder, at hvis du vil købe et hus eller lejlighed for to millioner kroner, skal du have sparet 100.000 kroner op til udbetalingen.
De fleste vil sidde hårdere i det og have et lavere rådighedsbeløb, end de havde, før de købte en bolig. I hvert fald i starten.
Derfor stiller det dig i et godt lys over for banken, hvis du har sparet et fast beløb op og på den måde bevist, at du kan leve for mindre hver eneste måned i en længere periode.
En anden måde hvorpå du kan vise bankrådgiveren, at du mener det alvorligt, er ved at lave et realistisk budget for din nye bolig: Hvilke udgifter kan du barbere ned eller helt skære fra? Er du klar til at skifte den store tv-pakke ud med den lille, droppe det dyre fitnesscenter og i stedet begynde at løbetræne eller lignende?
Indhent tilbud fra flere banker
Bankerne kan vurdere dig forskelligt som kunde, selvom de får samme oplysninger om bolig, indkomst og gæld at regne ud fra. Derfor kan der også være stor forskel på, hvor meget du kan få lov at låne i de forskellige banker. Samtidig er der forskel på, hvor risikovillige bankerne er, samt hvor interesserede de er i at få boligejere som kunder.Det betyder, at beløbet på dit lånebevis meget vel kan være større i den ene bank end i den anden. Så når du skal have lavet et lånebevis, bør du indhente tilbud fra flere banker. Et boligkøb er en naturlig anledning til at sifte bank. Læs mere om i vores guide om skift bank.
Lånebeviset skal altid være opdateret
Du skal være opmærksom på, at et lånebevis ikke varer evigt. Det står på selve lånebeviset, hvor længe det holder. Men som regel gælder det mellem tre måneder og et år. De primære årsager, til at lånebeviset ikke varer evigt, er, at din økonomi og livssituation kan ændre sig, og at renterne kan svinge så meget, at det har betydning for, hvor meget du kan købe bolig for. Eksperter råder derfor til, at boligsøgende er i løbende kontakt med bankerne. Og når du har fået et lånebevis, skal du sørge for at holde det opdateret og forny det, inden det udløber. Gør du det, mindsker du risikoen for at stå med håret i postkassen ude foran din drømmebolig.
Et lånebevis giver dig et forspring i boligjagten
I nogle perioder er der så meget gang i boligmarkedet, at de attraktive lejligheder og huse næsten bliver solgt hurtigere, end de bliver sat til salg. Og så gælder det om at være hurtig på aftrækkeren, når drømmehuset byder sig.
Hvis ikke du har et lånebevis, skal du først tale med banken – og så risikerer du, at drømmeboligen bliver solgt i mellemtiden. Omvendt kan lånebeviset give dig et forspring i forhold til potentielle købere, der ikke har ét.
Læs mere om køb af bolig her.