Spring til indhold

Investering i valuta – Vil du vide mere om valutainvestering?

Mand investerer i valuta

Investering i valuta er en anden måde at investere dine penge på end for eksempel aktier. Få mere viden om valutainvestering med denne guide.

Kasper KjemsAf Kasper Kjems. Redaktør - Findbank.dk
Opdateret d. 03-06-2021. Kategori: Investering

Ved valutainvestering spekulerer man i en valuta over for en anden valuta. Det er forholdsvist nemt at komme i gang med investering i valuta, men det kan være en smule kompliceret, hvis man er nybegynder.

Investering i valuta er for alle

Du har måske en opsparing i banken og ønsker at undgår negative renter eller nulrenter? Måske har du allerede lavet en investering i aktier og har lyst til at prøve noget andet?

Valutainvestering er i modsætning til mere langsigtede investeringer, som for eksempel investering i ejendomme, mere kortsigtet, men med et potentielt højt afkast.

Førhen var valutainvestering forbeholdt banker og virksomheder, men i dag, hvor vi har internettet, kan alle handle med valuta – også begyndere.

Hvad er valutahandel?

Valutahandel, som på engelsk kaldes forex trading, er ganske kort spekulation i én valuta overfor en anden. For eksempel kan du spekulere i US dollars overfor euro eller den svenske krone overfor det britiske pund.

Man kan sige, at du handler med forskellen mellem to valutaer. Vælger du for eksempel at bruge 5000 kr. på valutainvestering, investerer du dine penge via en særlig handelsplatform og låner valuta til at handle med i en begrænset periode. Du ejer derfor ikke på noget tidspunkt den valuta, som du spekulerer i.

Investering i valuta sker uden om en børs og er som sådan uafhængig af handel med udenlandske eller danske aktier.

Fordele og ulemper ved valutainvestering

Fordele:

  • Mulighed for hurtigt afkast. Der er ingen tvivl om, at investering i valuta kan give et afkast ret hurtigt. Men med hurtige afkast bliver din kalkulerede risiko og dermed omkostninger naturligvis også tilsvarende større. Det er med valutahandel, som med alt andet i livet, at jo bedre man sætter sig ind i det, jo mere succes kan man få.
  • Nemt at komme i gang med. Du kan finde en række online handelsplatforme på nettet og forholdsvist nemt oprette en konto.
  • Viden er nemt tilgængelig. Internettet er en vigtig kilde til viden om investering af valuta. Du finder masser af god information om online valutahandel på nettet og økonomiske analyser, der kan hjælpe dig til at forstå markedet.

Der er dog altid risici forbundet med at investere sine penge. Også når man handler valuta.

Ulemper:

  • Gearing. Ofte gearer man sin investering, så man har et højere beløb at handle med. Det betyder også, at man med et forholdsvist lille beløb i hånden, potentielt har mulighed for et ret højt afkast. Men dertil også et tilsvarende stort tab.
  • Valutarisiko. Når du handler med udenlandsk valuta, er du eksponeret for valutarisiko. Det betyder at din investering ikke kun påvirkes af de valutaer, som du har investeret i. Den er også påvirket af, hvordan de pågældende valutaer udvikler sig i forhold til den danske krone. Det findes der heldigvis råd for, men det er noget, som du bør være opmærksom på.
  • Spekulation. Den store risiko ved valutahandel er, at der er tale om spekulation. Derfor bør du sætte dig godt ind i området først. Særligt hvis du selv vil give dig i kast med valutahandel.

Kend de vigtigste begreber indenfor valutahandel

Før du kaster dig ud i at handle med EUR eller USD er der en smule du bør have styr på. Du vil nemlig helt sikkert støde på forskellige udtryk undervejs i din uddannelse som valutahandler.

Gearing

Det vigtigste begreb er gearing. Er du helt ny indenfor valutahandel bør du forstå gearing, før du går i gang, eller før du benytter dig af muligheden for gearing. Når man gearer inden for økonomi, låner man sig til et større beløb, end man reelt har. Det gør man, fordi de beløb, man kan tjene ved valutahandel, ikke er store. Derfor gearer man sin investering.

Investerer eller betaler du for eksempel 1000 kr. og gearer beløbet med 20, har du reelt lånt 20 gange beløbet, altså 20.000 kr., som du kan handle for. Stiger kursen på den valuta, du har handlet med, kan du altså tjene 20 gange så meget, når handelstiden slutter. Falder kursen taber du naturligvis 20 gange det investerede beløb.

Forex trading

Forex trading er det begreb du oftest støder på, når du leder efter informationer om valutahandel. Det skal du ikke lade dig forvirre af, det er blot det engelske udtryk for valutahandel.

Daytrading

Du har muligvis hørt om daytradere. Det er mennesker, der handler valuta på daglig basis. Daytrading hentyder til det faktum, at man, når man handler valuta, handler kortsigtet. Ofte inden for minutter eller ganske få timer. Typisk foregår handel med værdipapirer, som aktier og obligationer, mere langsigtet ofte over flere måneder eller år.

Hvordan investerer man i valuta?

Måden, man handler valuta på, er gennem valutakryds. En valuta har ikke en værdi i sig selv, ligesom en obligation eller aktie. En valutas værdi bestemmes i sammenligningen med andre valutaer. Man spekulerer med andre ord i én valuta overfor en anden valuta. Det kaldes et valutakryds.

Nogle valutakryds er mere populære end andre. Det er eksempelvis meget populært at spekulere i EUR overfor USD. Når du investerer penge i et valutakryds, satser du dine penge på, at den ene valuta vil stige i værdi i forhold til den anden.

Som begynder er det en god ide at holde sig til de populære og mest sikre valutakryds. Ikke mindst fordi det er dem, som langt de fleste analytikere og banker beskæftiger sig med. Langt de fleste handler valutaer op mod USD. EUR/USD er det mest handlede valutakryds i verden. Britiske pund, GBP, som er verdens ældste valuta bliver også handlet meget op mod USD. Japan har ligesom USA en stærk økonomi, og JPY er derfor også med i toppen over de mest handlede valutaer.

Det kan være småting, der bestemmer hvordan en valuta påvirkes. Er den amerikanske økonomi stærk, så påvirker det dollaren. Men fordi man handler gennem valutakryds, så vil dollaren ikke stige nær så meget i værdi, hvis yen og euro også stiger på samme tid.
Valutahandel er med andre ord kortsigtet handel, hvor du spekulerer i de små udsving, der sker i de forskellige økonomier i verden.

Det kan du bruge din bank til

Når du skal i gang med valutainvestering har du brug for en god handelsplatform. Det kan for eksempel være gennem din bank eller på en af de mange online handelsplatforme. Er du nybegynder, så er banken et godt sted at starte. Du kan handle valuta gennem din bank på samme måde, som du kan handle aktier og obligationer.

Fordelen ved at bruge din bank er, at du sandsynligvis har alle dine konti samlet det samme sted. Det gør det nemmere for dig og den rådgiver, der hjælper dig, at få et sikkert overblik over din økonomi. En anden fordel er, at banker har investeret i valuta i mange år og derfor allerede har erfaringen og den nødvendige ekspertviden til at rådgive dig igennem din investering. Det er naturligvis også det, du betaler for. Det kan nemlig være en smule dyrere at handle gennem banken end direkte på en handelsplatform.

Sådan går du i gang på egen hånd

Du har naturligvis også mulighed for at gå i gang med valutahandel selv via en online handelsplatform. Der findes flere af den slags. Mange af dem er udenlandske, men flere er på dansk og har dansk support. Vil du have en løsning, der helt automatisk opgiver dine oplysninger til SKAT, skal du dog vælge en dansk platform. Vælg en online platform, som tilbyder en demoversion, så du har mulighed for at afprøve den inden du begynder for alvor. En god handelsplatform bør have adgang til finansiel gearing og skal være nem at bruge.

Det er nemt at gå i gang med valutahandel på egen hånd og du kan komme langt for små penge. Særligt hvis du sætter dig grundigt ind i, hvad der kan påvirke valutakurserne. Uanset om du går gennem din bank eller en anden investeringsplatform, så husk at de lever af at tjene penge på dig. Derfor er det altid en god idé at tage en uvildig ekspert med på råd. Måske kender du en, der allerede investerer i valuta og som både har erfaring med afkast og tab? Husk at de store succeser kommer med erfaringen.

Læs videre: Sådan kommer du i gang med investering