Trænger dit hus til at få skiftet taget, eller er det omsider blevet tid til at lave dit drømmekøkken? Så har du måske brug for et lån til renovering.
Få et overblik over seks af de vigtigste ting, du skal overveje, inden du skriver under på håndværkerkontrakter eller går i gang med at låne penge til projektet.
1. Få vurderet din bolig i god tid
Når du går med planer om at renovere dit hus, er det allerførste skridt at få vurderet eller genvurderet boligen.
Det er vigtigt at vide, hvad huset er værd. Det gælder både nu og her, altså før renoveringen er foretaget. Men det er mindst lige så vigtigt at få en vurdering af, hvor meget huset vil være værd, efter at renoveringen er udført.
Hvis du eksempelvis installerer et splinternyt badeværelse eller tilføjer en altan, vil boligen som regel stige i værdi. Den værdistigning er vigtig, når banken skal vurdere, hvordan og hvor meget du kan låne til projektet.
Det er din bank eller dit realkreditinstitut, der står for vurderingen, og det er ganske gratis. Vær opmærksom på, at der kan gå to til fire uger, inden du modtager vurderingen. Det er derfor en god idé at kontakte banken eller dit realkreditinstitut i god tid forud for den planlagte renovering.
2. Lav en projektbeskrivelse
Når vurderingen er på plads, er det tid til at få beskrevet projektet nærmere. Planlæg og beskriv i detaljer, hvad du helt konkret skal have lavet ved din bolig. Et tegneprogram kan være en god metode til at få visualiseret projektet.
Sørg for at være realistisk. Gør dig nogle tanker omkring, hvor mange penge du har mulighed for såvel som lyst til at investere i projektet.
3. Hvor meget vil du gøre selv?
Som en del af projektbeskrivelsen bør du overveje, hvor meget af arbejdet du kan gøre selv. Du har sandsynligvis brug for et lån til finansiering af projektet. Men hvis du har hænderne godt skruet på og har tid tilovers i kalenderen, kan du muligvis klare nogle af opgaverne selv. På den måde bliver dit behov for at låne penge til projektet knap så stort.
Husk dog, at et gør-det-selv-projekt kan indbefatte både uforudsete vanskeligheder, dyr leje af maskiner og uplanlagte udgifter. Det kan resultere i, at det i sidste ende faktisk bedre kunne betale sig at købe ydelserne hos en professionel. Så sørg for at være realistisk omkring din egen formåen.
4. Indhent tilbud fra håndværkere
Når du har styr på, præcis hvad du skal have hjælp til at få lavet, og hvor mange penge du vil poste i projektet, er det tid til at indhente tilbud fra håndværkere.
Uanset om du vil bruge håndværkere til hele eller blot dele af renoveringen, er det en god idé at indhente tilbud fra flere forskellige relevante håndværkere og/eller entreprenørfirmaer. På denne måde kan du orientere dig om de varierende priser, forskelle i selve udførelsen af arbejdet og det estimerede tidsforbrug. På den baggrund kan du vælge det håndværkertilbud, der passer bedst til dit projekt. Men sørg for, at du har finansieringen af dit byggeprojekt på plads, inden du laver en endelig aftale med håndværkerne.
Hvis du vælger at hyre håndværkere, kan du med det såkaldte håndværkerfradrag trække håndværkerens arbejdsløn fra i skat.
5. Skal du bruge en byggetilladelse?
Undersøg, om du skal bruge en byggetilladelse og/eller anmelde byggeriet, inden du må gå i gang med at renovere og bygge. Hvorvidt du skal indhente en tilladelse og/eller anmelde byggeriet, afhænger af omfanget af dit byggeprojekt, samt hvilken type bolig du bor i.
Som tommelfingerregel kan du regne med, at du har brug for en byggetilladelse, hvis du laver en ombygning på dit hus, der ændrer på det samlede areal af boligen. Du skal også bruge en byggetilladelse, hvis du ændrer benyttelsen af rummene. Det kunne for eksempel være ved at installere et badeværelse i et andet rum. Det er afgørende, at du altid overholder reglerne om bebyggelsesprocent, højde og afstand til skel på din grund.
Det er op til den enkelte kommune, om de opkræver et gebyr for at behandle din byggetilladelse. I så fald vil det være til en timepris, der er fastsat af kommunen. Beløbet er derfor afhængig af den tid, kommunen bruger på sagen.
6. Få finansiering på plads
Nu har du efterhånden et godt grundlag for at vurdere, hvor meget dit byggeprojekt kommer til at koste. Men inden du sætter byggeriet i gang eller skriver kontrakt med håndværkerne, mangler du at få styr på selve finansieringen af projektet.
Medmindre du har en opsparing stående eller kan låne privat, vil du højst sandsynligt få brug for at optage en eller anden form for lån til at finansiere renovering af hus, typisk et realkreditlån med banklån til en eventuel restfinansiering.
Første punkt på dagsordenen er at få et overblik over udgifterne til det planlagte byggeprojekt.
Du bør også lægge et månedligt budget, så du har et overblik over, hvor meget du har råd til at lægge til side hver måned til renoveringen eller afdrag på lån til renovering af hus. Sørg altid for at have mere luft i budgettet end først antaget. Der vil i langt de fleste tilfælde opstå en eller anden form for uforudsete udgifter undervejs.
Nu er du klar til at tage en snak med banken eller realkreditinstituttet. Det er en god idé at indhente lånetilbud flere forskellige steder fra, så du kan sammenligne lånene og vælge den billigste løsning.
For at godkende dig til et lån til renovering af bolig, har banken brug for en række oplysninger fra dig.
- Dine personlige lønsedler, årsopgørelser og budget
- Budget over de samlede omkostninger til byggeriet
- Beskrivelser eller tegninger af projektet
- Tilbud fra håndværkere
- Projektets start og slut-dato
Baseret på din personlige økonomi og oplysningerne om byggeprojektet er banken eller realkreditinstituttet i stand til at vurdere, hvordan og hvor meget, du kan låne.
Hvis projektet er stort, vil banken muligvis efterspørge byggestyring, for at kunne følge med i status for byggeprojektet.
Dine muligheder for finansiering
Typisk vil dine muligheder for finansiering af renovering være en eller flere af disse former for låneformer:
- Opsparing
- Lån i friværdien
- Mellemfinansiering (byggelån eller forhåndslån/tillægslån)
- Usikret lån
Hvis du har ejet din bolig i en længere periode, og boligen er steget i værdi, har du muligvis optjent friværdi. Lån i friværdien kan være en billig løsning, når du har brug for at tage et lån i store beløb. Men vær opmærksom på, at det kan koste en del i renter, og at denne form for finansiering kræver en omlægning af dine lån og derfor tager tid.
Hvis du skal bygge helt nyt eller lave store ombygninger eller tilbygninger, kan en mellemfinansiering (typisk banklån eller forhåndslån) være en god mulighed. Her kræver banken eller realkreditinstituttet dog en sikkerhed i boligen.
Alternativt kan du låne penge til renovering med et usikkert lån. Det vil sige et lån, hvor du ikke skal stille sikkerhed i projektet. Denne type lån giver bedst mening, hvis det er et mindre renoveringsprojekt, du gerne vil udføre – for eksempel at lægge nyt gulv eller indsætte nye elektriske installationer.
Læs mere om lån til byggeri
Vil du gerne lære mere om lån til renovering og nybyggeri og dine muligheder for finansiering af byggeprojekter? Så har vi skrevet en række andre artikler om emnet.
Du kan blandt andet læse denne artikel om lån til nybyggeri eller artiklen her, hvor vi gennemgår, hvad et byggelån er.