I dagens Danmark er det uhyre sjældent, at man som boligkøber er i stand til at finansiere køb af bolig uden at optage et lån. Det er således mere reglen end undtagelsen, at især førstegangskøbere optager større boliglån for at kunne erhverve sig en ejerbolig eller en andelsbolig.
Som kommende huskøber er det en god idé at sætte sig ind i, hvad et boliglån indebærer. Du bør som minimum læse op på de forskellige låntyper, for eksempel fast forrentede lån eller flexlån. Og så kan du i samme anledning få et overblik over de aktuelle kurser på boliglån.
I denne guide vil vi give dig en forklaring på begreber som for eksempel realkreditlån, obligationskurser, kursskæring og rente på boliglån. Så er du godt rustet til at kunne vurdere konsekvenserne ved at optage et boliglån.
Hvilken slags boliglån skal jeg optage?
Når du står for at skulle købe en ejerbolig, vil du som nævnt i langt de fleste tilfælde skulle låne penge til at finansiere købet.
Det kan virke voldsomt pludselig at skulle gældsætte sig for flere hundredtusinder, måske endda millioner, af kroner. Men det er helt normalt at optage et realkreditlån, når man køber bolig. Ved optagelse af realkreditlån giver man realkreditinstituttet pant i boligen.
Et realkreditlån finansieres ved, at det pågældende realkreditinstitut sælger realkreditobligationer, som indfries gennem månedlige afdrag. Du kan således betragte afdragene på dit boliglån som en slags husleje med den forskel, at du faktisk sparer op i boligens værdi ved at betale af på dit realkreditlån. Samtidig kan du trække renterne på dit realkreditlån fra i skat. Og så kan du høste frugterne, når du en dag skal sælge boligen igen.
Hvis du er i tvivl om, hvor højt et beløb du kan låne til at købe bolig for, kan du læse vores guide Boliglån: Hvor meget kan jeg låne? og danne dig et overblik over din finansielle situation.
Hvad betyder kurs på boliglån?
Før du optager et boliglån, bør du tjekke kursen på lånet. Dette har nemlig betydning for, hvor mange penge du kommer til at betale tilbage på lånet.
Kursen på boliglånet svarer til prisen på realkreditobligationen. Denne kan svinge temmelig meget. Det bedste er at vente med at låne, til kursen på boliglån er så høj som muligt – det vil sige tættest muligt på 100. Hvis du optager et realkreditlån til kurs 100, vil du modtage 100 kroner, for hver 100 kroner du låner. Hvis kursen er 90, vil du kun modtage 90 kroner. Det betyder, at du kun har 90 kroner at købe bolig for, men stadig skylder 100 kroner til realkreditinstituttet.
Forskellen på lånets hovedstol og det beløb, du modtager, kaldes for kurstab. Det modsatte af kurstab er kursgevinst, som kan opnås ved indfrielse eller omlægning af lån til en lavere markedskurs. Denne vil som oftest være skattepligtig.
Det er således altid en fordel at optage lånet, når kursen er høj. Ønsker du at indfri eller omlægge lånet, bør du derimod vente, til kursen atter er lav. Dette kan godt virke lidt indviklet – og derfor anbefales det, at du sætter dig grundigt ind i sagerne, således at du ikke er i tvivl. Prøv vores boliglån-beregner og få et skarpt overblik over dit ønskede boliglån.
Hvad er kursskæring?
Måske er du stødt på begrebet kursskæring og har undret dig over, hvilken betydning dette kan have for dit boliglån. Kursskæring, også kaldet kurstillæg eller kursfradrag, er betegnelsen for forskellen på den kurs på obligationer, som realkreditinstituttet kan opnå ved salg på markedet, og så den kurs, du bliver tilbudt.
Kursskæring fungerer som en slags afgift på boliglån. Satsen på kursskæring varierer mellem de enkelte realkreditinstitutter.
Du skal være opmærksom på, at du betaler kursskæring ved optagelse eller ændring af lån, såfremt ændringen indebærer handel med obligationer – for eksempel i forbindelse med omlægning af rentetilpasningslån.
Hvad er de aktuelle boliglånsrenter?
En anden vigtig del af det at optage et boliglån er at kigge på den aktuelle rentesats. Du bør altid tage den aktuelle rente på boliglån i betragtning på lige fod med kursen, når du skal optage lån. Og du bør i den forbindelse gøre dig klart, hvilken type lån du ønsker at optage.
Der findes mange måder, hvorpå man kan finansiere køb af bolig. Du kan vælge mellem flere forskellige låntyper. Blandt disse finder du eksempelvis fastforrentede obligationslån, prioritetslån eller rentetilpasningslån. Alle tre typer lån fås i en afdragsfri model og i en model, hvor du betaler afdrag i form af månedlige terminer.
I vores guide til alt om boliglån kan du få mere information om de forskellige låntyper og danne dig et billede af, hvilken type boliglån som passer bedst til dine behov. Og samtidig kan du læse mere om rentefradrag og boliglån.
Hvorfor optage et afdragsfrit lån?
Måske lyder det meget tillokkende med et fastforrentet lån eller et variabelt forrentet lån, hvor du ikke skal betale afdrag i ti år. Med et afdragsfrit lån betaler du kun renter og andre ydelser såsom bidrag på lånet. Men du skal huske, at du på et tidspunkt skal til at afdrage på lånet. Og dette typisk med et højere månedligt beløb, fordi løbetiden for lånet ikke har ændret sig.
Der kan dog sagtens være fordele ved at optage et afdragsfrit lån, i særdeleshed hvis kursen er høj og renten lav ved optagelse af lånet. Det giver dig mere luft i økonomien i denne periode. Du kan så vælge at spare op på anden vis eller måske betale af på dyrere gæld. Visse afdragsfrie lån har tilmed en lavere rente i den afdragsfri periode, hvilket gør, at lånet bliver knap så dyrt i længden.
Du kan læse mere om afdragsfrie lån i vores guide til afdragsfrie lån og få mere information om fordele og ulemper ved denne låntype.
Hvad er kursen på boliglån?
De aktuelle kurser på realkreditlån varierer, alt efter hvilken låntype du optager. Et lån til en højere rente vil typisk kunne udbydes til en kurs, der ligger meget tæt på 100, mens de lavere forrentede lån har en kurs, som ligger nærmere de 90.
Samtidig kan kursen stige og falde meget selv over forholdsvis kort tid. Derfor anbefales det, at du tilvælger kurssikring på dit realkreditlån som værn mod en ufordelagtig kursudvikling. På den måde kan du sikre dig mod et kursfald, som optræder i perioden, fra du får tilbudt dit lån, og til du rent faktisk har pengene i hånden. Når du vælger kurssikring, betaler du et gebyr til realkreditinstituttet for at være sikret udbetaling af det aftalte lånebeløb, selv om kursen i mellemtiden skulle være faldet.
Sådan kan du få hjælp til dit boliglån
Har du brug for hjælp til at få styr på alt det med boliglån og kurser? Her hos Findbank.dk vil vi rigtig gerne hjælpe dig.
Vi sætter dig i forbindelse med 3 forskellige banker, som efterfølgende giver dig et uforpligtende tilbud. Herefter kan du vælge det tilbud på boliglån, som passer dig bedst. Få 3 gratis tilbud her.