Et advokatforbehold giver mulighed for, at man som køber af en ejendom kan sætte sin underskrift på kontrakten, men herefter have tid til at gennemgå handlen med sin boligadvokat uden at være bundet af underskriften.
Hvorfor er et advokatforbehold vigtigt?
Et advokatforbehold er vigtigt, da det giver en køber mulighed for at ændre i købsaftalen i forbindelse med boligkøb, selvom aftalen er underskrevet. Det kan ses som en gratis fortrydelsesret for køberen, og det er derfor vigtigt at få det indskrevet i kontrakten.
Når du skal købe fast ejendom, er det altid en god idé at få gennemgået kontrakten og øvrige dokumenter, inden du underskriver endeligt. Ellers risikerer du, at der sker noget efterfølgende, som du ikke selv har bemærket, og der er det for sent. Uanset om du står og skal købe hus, lejlighed eller andelsbolig, kan et advokatforbehold være relevant.
Et advokatforbehold er en fortrydelsesret, som typisk varer 3-5 hverdage, efter at køber har underskrevet købsaftalen. Det giver køber mulighed for at indsætte en række forbehold, der skal opfyldes af sælger før at handlen kan godkendes endeligt af købers advokat.
Et advokatforbehold gælder dog ikke kun for købere. Som sælger af en ejendom kan man nemlig også få et advokatforbehold i sin kontrakt. Proceduren er den samme, men den giver derimod sælgeren mulighed for at gennemgå aftalen med sin advokat i dagene efter. Det giver sælgeren lov til at aflyse handlen, hvis advokaten ikke godkender endeligt.
Hvordan skal et advokatforbehold formuleres?
Et advokatforbehold kan formuleres på flere forskellige måder. Herunder kan du se et eksempel på, hvordan advokatforbeholdet kan formuleres i en kontrakt, hvor de vigtigste elementer er med:
”Købers underskrift på denne kontrakt er betinget af en advokatgodkendelse i dens helhed fra køberens boligadvokat. Sælgerens ejendomsmægler skal modtage skriftlige indsigelser seneste fem dage efter underskrift af både sælger og køber. Hvis indsigelser ikke er i hænde senest fem dage efter, er aftalen bindende bortset fra den lovbestemte fortrydelsesret.”
(Kilde: Boligejer.dk)
Det er vigtigt, at advokatforbeholdet bliver indskrevet i kontrakten, og at du får det hele med, så du ikke pludselig står i en situation med misforståelser.
Hvor længe gælder et advokatforbehold?
Et advokatforbehold gælder typisk i 3-5 dage. Det vil sige, at købers eller sælgers advokat skal godkende handlen inden for denne periode. Ellers bliver underskriften bindende.
Advokatforbeholdet kan supplere den lovbestemte fortrydelsesfrist for købere. Det betyder, at man som køber også kan komme ud af en handel uden et advokatforbehold. For private købere gælder der nemlig ifølge loven altid en ret til at fortryde.
Loven indbefatter, at du inden for en frist på seks hverdage kan fortryde boligkøbet af hus eller lejlighed – dog mod en betaling på 1 % af ejendomsvurderingen til sælgeren. Det er derfor ikke gratis.
Kan sælger fortryde underskrevet købsaftale?
Som sælger kan man fortryde underskrevet købsaftale, hvis man ikke accepterer de betingelser, som bliver formuleret i forbindelse med købers advokatforbehold. Hvis alle forbehold bliver accepteret, er det ikke længere muligt for sælger at trække sig.
Der er høje krav, når det kommer til bevis for huskøb. Det er derfor vigtigt, at sælger meddeler fortrydelsen både mundtligt og skriftligt – og sælger må på intet tidspunkt forinden have accepteret aftalen.
Ifølge loven er aftalen bindende, så snart der bliver indgået en mundtlig aftale. Da mundtlige aftaler kan være svære at bevise, er det dog bedst at indgå aftale både mundtligt og skriftligt.
Kan køber fortryde underskrevet købsaftale?
Som køber kan man fortryde underskrevet købsaftale, hvis det bliver gjort inden for fristen for advokatforbeholdet på 3-5 dage og inden for den lovbestemte fortrydelsesfrist på seks hverdage. Det skal gøres både mundtligt og skriftligt, for at man kan bevise det.
Hvis underskriften er givet, og der er gået mere end seks hverdage, er det ikke længere muligt at fortryde aftalen.
Hvornår er købsaftalen endelig?
En købsaftale er endelig, når kontrakten bliver underskrevet af både køber og sælger og godkendt af bank og ejendomsadvokat. Derudover skal fortrydelsesfristen på de seks dage være udløbet.
Hvad er en betinget købsaftale?
En betinget købsaftale sikrer, at et huskøb eller køb af ejerlejlighed udelukkende bliver aktuelt, hvis du som køber sælger din egen nuværende bolig inden for en tidsbegrænset periode.
Selvom du har et advokatforbehold og den lovpligtige fortrydelsesfrist, kan det være skræmmende at købe en ny bolig, hvis du ikke har fået solgt din nuværende. Derfor kan det være en god idé også at indgå en betinget købsaftale, hvis du gerne vil slippe for at stå med udgifter til to boliger.
Ulempen er dog, at sælger har ret til at sælge til andre potentielle købere, der kan dukke op i ventetiden.
Find mere information om bolighandel
Et advokatforbehold er vigtigt at få med i boligkontrakten, hvis du som køber, gerne vil have tid til at gennemgå handlen med din ejendomsadvokat uden at være bundet af din underskrift.
Selvom der er en lovbestemt fortrydelsesfrist for købere, skal du stadig betale 1 %, hvis du springer fra købet. Med et advokatforbehold er det helt gratis, og du får samtidig en fagperson til at kigge købsaftalen igennem. Der er derfor mange fordele, som følger med.
Du kan læse mere om køb af bolig eller læse en begyndervenlig guide til huskøb.